STX Naturvidenskabelige studieretninger

 

Matematik A, Fysik B og Kemi B - Hej Matematik

I denne studieretning vil du stifte bekendtskab med de nyeste teknologier både teoretisk, praktisk og i et historisk perspektiv.
Du vil komme til at beskæftige dig med alt fra nanoteknologi til universets udvikling. I fysik og kemi vil du lave mange eksperimenter. I matematik bliver der lagt vægt på matematiske modeller som anvendes i naturvidenskabelige fag. Du vil få mulighed for at deltage i Science Cup, hvor vinderklassen får en videnskabelig tur til et sted meget langt væk.
Denne studieretning giver dig direkte adgang til næsten alle videregående uddannelser inden for sundhedsvidenskab, naturvidenskab og teknik på universiteterne.

 

Biologi A, Matematik B og Psykologi B - 2+2=5

I studieretningen vil de tre fag arbejde både hver for sig og sammen om forskellige tværfaglige emner. Der vil være klasseundervisning, projektperioder, individuelt arbejde, gruppearbejde, ekskursioner og studieture.

Hjernen: Hvordan er den indrettet? Hvilke områder aktiveres under tænkning? Hvad er intelligens? Hvor sidder hukommelsen og hvordan fungerer den? Kan psykopati ses i hjernen? Kan forelskelse ses i hjernen?

Misbrugsproblemer: Hvad sker der med kroppen under et alkohol og/eller narkomisbrug? Hvad sker der med psyken? Hvilke mennesketyper havner i et misbrugsproblem? Hvordan spiller arv og miljø ind? Hvordan slipper man ud af et misbrug igen?

Det sociale menneske: Hvordan er det normale menneskes sociale adfærd? Er mennesket socialt? Har et menneske behov for rollemodeller? Hvad betyder venner og familie for unges identitet?

Motion, krop og psyke: Hvordan virker kondition og styrketræning på kroppen? Hvordan virker det på psyken? Kan løbetræning hjælpe mod depression? Kan man blive afhængig af løbetræning?

 

Matematik A, Fysik B og Billedkunst B - The Golden Ratio

I denne studieretning vil du få mulighed for det traditionelle tværfaglige samarbejde mellem matematik og fysik, hvor der anvendes matematiske modeller. Et samarbejde som har dannet grundlag for mange naturvidenskabelige forskere verden over.
Studieretningen giver også mulighed for et mere utraditionelt tværfagligt samarbejde som kobler det kreative menneske og de naturvidenskabelige love i fagene matematik/fysik og billedkunst. Hvordan beregnede Utzon tagarealet i Operahuset i Sydney? Hvordan skaber man en lysskulptur der er 530 km lang?
Fysik og billedkunst kan samarbejde om projekter inden for installationskunst og arkitektur. Matematik og billedkunst kan arbejde på tværs af fagene med billedkomposition og arkitektur.
I matematik vil du lære at løse ligninger, lige fra simple førstegradsligninger til differentialligninger. I fysik vil du beskæftige dig med alt fra kernefysik til universets udvikling. Du vil komme til at lave mange eksperimenter og stifte bekendtskab med nogle af de nyeste teknologier.
I billedkunst vil du komme til at opleve både kunst og arkitektur på første hånd, når vi tager på ekskursioner til museer og markante bygninger. Du kommer også til at beskæftige dig med forskellige kunsthistoriske perioder og værker samt arbejde praktisk med forskellige visualiseringsopgaver.