En kanon foskanotur for idræt B-niveau

Torsdag eftermiddag troppede 11 veloplagte idrætselever op på parkeringspladsen ved Oksens Kvarter.
Her ventede de livlige lærere Rasmus og Louise med en trailer fuld af kanoer, lavvuer, tønder, masser af mad og godt humør.
Vi drog nu af sted med Rasmus' 60 km/t på motorvejen mod Helge Å i Sverige, hvor der ventede 4 dages oplevelser i den vilde svenske natur.
Turen bød på frådende farlige fosser, som i starten virkede uoverskuelige og umenneskelige, men som vi sidst på wekenden beherskede med yndefuld teknisk elegance.
Vi trænede redningsøvelser på en sø, hvor vi lærte hvordan kæntrede kanoer kunne vendes og tømmes for indtrængende vand. Dog fik vi kun brug for redningsøvelserne en enkelt gang, hvor Daniel (3.e) og Hakan (3.e) måtte give fortabt og se i øjnene, at de ikke magtede Helge åens stærke strøm, og deres kano kæntrede.
De modige piger prøvede også kræfter med bodysurfing og kastede sig frygtløs ud i fossen, kun iført våddragt, redningsvest og hjelm, hvor de lod sig rive med den vilde strøm ned ad åen.
Vejret var helt igennem fantastisk med strålende sol, men nætterne var kolde og ubarmhjertige, så vi måtte p(r)utte os tæt i lavvuen for at holde varmen.
Louise stod for alskens lækre kokkerier om aftenen og lørddagens lammesteg, bagte kartofler, salat a la Melih og naanbrød vakte speciel stor begejstring blandt de trætte padlere.
De sene nattetimer bød også på skumfidusristning, snørebåndskonkurrence og kage- og pandekagebagning.
Søndag aften vendte 13 udmattede, solbrændte, men glade elever og lærere hjem, efter 4 dages fuldstændig forrygende kanotur.
Anna og Marie (3.f)




