Evaluering af AT-eksamensforløb

Rapport om evaluering af AT-eksamensforløbet, 15/1-3/3 2008

Skrevet af Ole Krogh efter diskussion i Evalueringsudvalget

Kun 32 ud af ca. 120 elever har besvaret spørgeskemaet. Den vigtigste årsag hertil var at lærerne som fik skemaer og instruks torsdag d. 28/2, kun havde 4 skoledage til at få eleverne til at svare, idet eleverne afleverede deres synopsis mandag d. 3/3 og terminsprøverne startede mandag d. 10/3, og efter terminsprøverne kom påsken.

I Evalueringsudvalget vurderer vi at flere svar næppe ville ændre tendensen i svarene, og at de afgivne svar derfor er repræsentative.

En analyse af de enkelte klassers svar viser dog at 3.A er mere positive i forhold til eksamensforløbet end 3.E og 3.F. Det kan derfor ikke udelukkes at svar fra de 3 manglende klasser ville forrykke billedet.

AT-eksamensforløbet

Elvernes svar viser at der er meget utilfredshed med forløbet. Ressourcerummet opfatter de slet ikke som en hjælp, eller de havde ikke lært at bruge det.

Deres kommentarer viser at de simpelthen har været meget pressede i eksamensperioden frem til 3. Marts, pressede af usikkerhed om kravene og af manglende tid p.gr.a. det sideløbende skolearbejde. Igen kan svarene opfattes både som en protest mod den af folketinget vedtagne struktur, mod skolens tilrettelæggelse – at der var et sideløbende opgavepres i særfagene – og som at eleverne ikke var selvstændige, modne og studieparate nok.

Der er forskellige synspunkter på hvornår de 4 opgavedage lægges mest effektivt.

Der er et ønske om at lærerne bliver bedre til støtte med problemformuleringen og til at lave dem sammen med andre fag, faglærernes uenighed eller forskellige meldinger er et problem for eleverne.

Det bliver selvfølgelig bedre når lærerne får flere erfaringer, men det er nok også en god ide at fortsætte med pædagogiske dage hvor erfaringerne bearbejdes enkeltfagligt og flerfagligt.

Men svarene viser også en stor tilfredshed med lærernes vejledning, den er et anker for eleverne i arbejdet.

Hele AT-forløbet

Generelt er det stor utilfredshed.

De fleste ser dog at AT har forberedt dem godt til AT-eksamensformen og at forløbet har udviklet deres evne til selvstændig fordybelse.

Der er stor kritik af mange af AT-forløbene, især i 1.G. I 3.G går det meget bedre. Det afspejler at strukturen og det enkelte AT-forløb løbende er blevet justeret i absolut positiv retning.

I kommentarerne ses et ønske om mere og tidligere arbejde med metodeaspektet og med perspektiveringen i synopsis.

Egen indsats

Spørgsmålene var her bla. tænkt som en støtte til elevernes egen refleksion over forløbet.

Der er overvejende tilfredshed med egen indsats.

En elev har skrevet en fin vejledning til kommende elever:

-Sæt jer ind i præcis hvordan man udarbejder metoderne for det er ikke så svært som man tror i starten. Når man først har knækket koden går det meget igen. Det er så godt at kunne for de er et eller andet sted alfa omega for opgaven.

-Vælg den fagkombination, hvor i har mulighed for at få gode lærere og ikke et fag, hvor du ved der er tilknyttet en lærer du ikke har det godt med. Det er virkelig godt at have en god lærer so kan give en optimal respons på opgaven under vejledningen.

-Følg opskiften på hvordan man laver en synopsis slavisk. Så kan det ikke gå helt galt :)

Et spørgsmål til Pædagogisk Råd

Det overordnede spørgsmål som står tilbage: Kan vi gøre eleverne mere selvstændige, modne og studieparate så de i højere grad kan leve op til AT-eksamenskravene, og hvordan gør vi det?

Hvordan lærer vi eleverne

- selv at finde og vurdere relevant materiale,

- selv at opstille relevante problemstillinger,

- at kræve vejledning, gøre det i tide og bruge den

- at planlægge og prioritere deres tid til skolearbejdet

Til toppen