Musik

Skolen har et boblende frodigt musikliv. Der er usædvanlig mange, der er gode til at spille og synge.

Musikken er i høj grad omdrejningspunkt i skolens liv, der er således musik til morgensamlinger, julesangskonkurrence, juleafslutning, orienteringsmøde for nye elever, melodi grand prix, dimission m.v.

Hvert år laves der en overdådig musical med mange medvirkende, sidste år var det Aquarius.

Der afholdes 3 musikcafeer, samt en stor musikfest på Forbrændingen.

STX-eleverne kan vælge musik på A, B eller C-niveau. Vi tilbyder to studieretninger med musik. HF-eleverne kan vælge musik på B eller C-niveau. Hvert år kommer højniveaueleverne med på den legendariske musikstudietur.

Skolen har et veludstyret øvelokale med dertil hørende Øvelokaleforening (ØF). Eleverne kan melde sig ind i foreningen og få adgang til skolens øvelokale.

På skolen er der en række skiftende frivillige musiktilbud ledet af lærere: Kor, rockorkester, raporkester, musicalorkester m.m. Og der er MASSER af bands uden lærere.

Skolen har selvfølgelig et stort og herligt kor, der optræder ved mange lejligheder, bl.a. med Vestbanekoret, som er et korprojekt med Rødovre Gymnasium og Høje Tåstrup Gymnasium.

Musiktalenterne har masser af muligheder for at optræde.