Studie- og ordensregler for Kongsholm Gymnasium & HF

Nedenstående studie- og ordensregler for Kongsholm Gymnasium & HF gælder i henhold til Undervisningsministeriets bekendtgørelse nr. 1249 af 13. december 2004 om studie- og ordensregler i de gymnasiale uddannelser. Reglerne er fastsat efter høring af Elevrådet, Pædagogisk Råd og skolens bestyrelse.

Indledning

Kongsholm Gymnasium & HF’s studie- og ordensregler er udtryk for skolens menneskesyn og grundlæggende værdier. Vores udgangspunkt er, at alle elever og ansatte er aktivt lærende, det vil sige at man er åben og interesseret, og at man føler ansvar for opretholdelsen af et godt undervisningsmiljø. Det indebærer, at alle praktiserer hensynsfuld adfærd og ansvarlighed.

Vi forventer, at alle møder velforberedte og deltager aktivt i undervisningen. Både elever og medarbejdere er ved deres adfærd og kommunikation ansvarlige for et optimalt studieforløb.

Ingen på Kongsholm Gymnasium & HF må udsættes for nedværdigende eller krænkende behandling. Almindelige regler for god opførsel i tale og handling gælder naturligvis til hver en tid på skolen og i skolesammenhæng.

Rammerne for individuel og fælles udfoldelse skal være så vide som muligt, men på en stor arbejdsplads som vores må den enkelte udvise omtanke. Derfor kan hele det følgende regelsæt sammenfattes i reglen: Tænk dig om!

1. Almindelige adfærdsregler

Al adfærd foregår under hensyntagen til andre elever og medarbejdere.

Hver enkelt person, elev såvel som medarbejder, medvirker aktivt til et godt arbejdsklima ved at vise gensidigt hensyn. Alle behandler inventar, apparatur og bygninger med omtanke.

Den enkelte sørger for, at papir og andet affald ender i affaldsspandene. Alle elever hjælper med oprydning i klasselokalet, inden holdet forlader lokalet.

Tobaksrygning er ikke tilladt i skolens bygninger.

Øl, vin og spiritus af enhver art må ikke medbringes eller nydes inden for skolens område. Til fester og cafearrangementer må ingen former for drikkevarer medbringes.

Det er ikke tilladt at spise og drikke i studiecentrene, ved IT-arbejdspladser og på biblioteket.

Mobiltelefoner og andet privat elektronisk udstyr skal være afbrudt i undervisningstiden. Medbragte computere må kun være tændt efter aftale med læreren. I studiecentrene og på biblioteket er det ikke tilladt at bruge mobiltelefoner.

Alle overholder skolens IT-ordensregler (se afsnit 4).

Ingen former for trusler eller voldelig adfærd tolereres.

Det er forbudt at medbringe, indtage, sælge eller opfordre til indtagelse af enhver form for narkotika på skolens område.

2. Information

Eleverne skal holde sig orienteret via Lectio om ændringer i det daglige skema, mødeindkaldelser, mails mv. Eleverne skal også holde sig orienteret om meddelelser på info-skærmene.

Eleverne skal indtaste årsagen til eventuelt fravær i Lectio.

3. Krav til elevernes studieaktivitet

Elevernes pligt til aktiv deltagelse i undervisningen indebærer:

a)     Deltagelse i undervisningen, herunder i planlagt selvstændigt arbejde, virtuel undervisning og fællesarrangementer.

b)     Rettidig aflevering af skriftlige opgaver.

c)      Deltagelse i terminsprøver, årsprøver og lignende.

d)     Deltagelse i ekskursioner mv. med en deltagerbetaling ifølge skolens regler.

Elevernes tilstedeværelse og skriftlige opgaveaflevering registreres i Lectio. Hver elev kan se registreringen for sit eget vedkommende i Lectio.

Alle former for fravær fra undervisningen medregnes i fraværsregistreringen. Elever, der ikke er til stede ved undervisningens start, noteres fraværende. Elever, der forlader undervisningen i løbet af undervisningstiden, noteres ligeledes fraværende, medmindre andet er aftalt mellem lærer og elev. Hvis læreren ikke møder til undervisningen, skal eleverne henvende sig på kontoret. Flyttet eller aflyst undervisning skal fremgå af Lectio.

Skriftlige opgaver skal opfylde de fastsatte krav til omfang og kvalitet for at tælle med i registreringen. Frister for aflevering fastsættes af læreren. Opgaver, som er skrevet af fra en anden opgave eller i øvrigt vurderes som snyd, tæller ikke som afleveret. Manglende aflevering af skriftlige opgaver indgår i vurderingen af elevens studieaktivitet og kan i gentagelsestilfælde indebære en advarsel og efterfølgende en sanktion. Afskrift og snyd kan tilsvarende medføre en sanktion efter rektors vurdering.

Eleverne har pligt til at indtaste årsag til eventuelt fravær i Lectio. Ved længerevarende sygdom eller fritagelse for undervisning eller dele af undervisningen kan skolen kræve lægeattest. Udgiften til lægeattest betales af eleven selv. Rektor vurderer, om fraværet giver anledning til overvejelser om sanktioner.

4. Regler for brug af IT på skolen

Skolens IT-udstyr er beregnet til undervisningsformål.

IT-udstyret må derfor frit bruges i forbindelse med undervisning, opgaveskrivning, informationssøgning og andet for skolen relevant arbejde.

Der er fri adgang til at bruge Internettet i forbindelse med undervisningsrelaterede opgaver.

Brugerne kan gemme egne filer i deres dokumentmappe. Hver elev har mulighed for at udprinte et antal ark gratis på skolens printere. Udprintning udover dette antal afregnes med skolens kontor.

IT-udstyret kan bruges til andre formål, men sådan anvendelse skal ubetinget vige for undervisningsrelateret arbejde.

Skolens IT-udstyr må ikke bruges til kommercielle formål eller belastes på en måde, der generer andre brugere.

Der er forbudt at ændre opsætning på skolens computere og at flytte ledninger.

5. Sanktioner

Hvis rektor skønner, at en elev tilsidesætter skolens regler for almindelig orden og samvær eller pligten til at deltage aktivt i undervisningen, jf. afsnit 1, 3 og 4, kan følgende sanktioner iværksættes, normalt efter forudgående skriftlig advarsel:

a)     Udelukkelse fra konkrete arrangementer eller aktiviteter.

b)     Midlertidig udelukkelse fra undervisningen i indtil 10 dage på et skoleår. Udelukkelsen registreres som fravær.

c)      Henvisning til at aflægge prøve i alle fag på det pågældende klassetrin i det pågældende år. Eleven orienteres herom senest ved offentliggørelsen af den årlige plan for prøvernes afholdelse. Der gives ikke årskarakterer, og eventuelle givne årskarakterer bortfalder.

d)     Fortabelse af retten til at blive indstillet til prøve i et eller flere fag, der afsluttes det pågældende år. Prøve i det eller de pågældende fag skal aflægges det følgende år, hvis rektor træffer beslutning om, at den pågældende kan deltage i undervisningen på ny.

e)     Bortvisning i særligt graverende tilfælde.

Sanktionerne kan kun iværksættes efter rektors konkrete vurdering og kun efter en forudgående skriftlig advarsel. Dog kan sanktionerne i særligt alvorlige tilfælde eller i gentagelsestilfælde iværksættes uden forudgående advarsel.

En skriftlig advarsel gives eller sendes som brev til eleven og sendes som brev til forældremyndighedsindehaveren, hvis eleven er undergivet forældremyndighed. En advarsel bortfalder ved et nyt skoleårs begyndelse, medmindre særlige forhold gør sig gældende.

6. Statens Uddannelsesstøtte (SU)

En elev kan ifølge SU-bekendtgørelsen kun modtage SU, når eleven er studieaktiv. Det vil sige, at eleven deltager aktivt i undervisningen, jf afsnit 3, samt deltager i de foreskrevne prøver og andre evalueringer efter skolens regler. Skolen kontrollerer og træffer afgørelse om en elevs studieaktivitet, jf afsnit 3. Vurderer skolen, at eleven ikke er studieaktiv, indberettes det til SU-styrelsen, og elevens ret til SU bortfalder. En sådan indberetning til SU-styrelsen sker kun efter en forudgående skriftlig advarsel. Eleven vil kunne søge SU igen, når skolen atter skønner, at eleven er studieaktiv. En elev, der på grund af sygdom, fødsel, adoption eller andre særlige forhold ikke er studieaktiv, kan dog få dispensation fra kravet om studieaktivitet og dermed bevare retten til SU.

7. Betingelser for oprykning til næste klassetrin

En elev, der har karakteren 2,0 eller derover i vægtet gennemsnit, jf. reglerne herom, af de karakterer, herunder standpunktskarakterer, prøvekarakterer og øvrige karakterer, som er opnået ved skoleårets afslutning, har krav på oprykning til næste klassetrin.

Hvis en elev derimod har et vægtet karaktergennemsnit på under 2,0, har rektor mulighed for at nægte den pågældende oprykning til næste klassetrin. Skolen foretager en nærmere vurdering af, om den pågældende elev anses at have fået tilstrækkeligt udbytte af undervisningen, og om eleven vurderes at kunne gennemføre det følgende skoleår på normeret tid og med et vægtet gennemsnit på mindst 2,0. I denne vurdering indgår fx elevens manglende aflevering af opgaver, omfanget af fravær og eventuelle årsager hertil. På baggrund af denne vurdering træffer rektor afgørelse om, hvorvidt eleven skal nægtes oprykning. Afgørelse om nægtelse af oprykning ledsages af en klagevejledning.

En elev, der er nægtet oprykning til næste klassetrin, kan efter rektors godkendelse få lov til at gå det pågældende klassetrin om én gang, dog således, at en elev i den 3-årige stx-uddannelse senest 5 år efter påbegyndt uddannelse og i den 2-årige hf-uddannelse senest 4 år efter påbegyndelse af uddannelsen skal have fuldført denne. Hvis en elev nægtes oprykning for anden gang på samme klassetrin, udskrives eleven af skolen.

8. Klage

Klage over rektors afgørelse om iværksættelse af en sanktion over for en elev, der ikke overholder studie- og ordensreglerne, og klage over rektors afgørelse om at nægte en elev oprykning kan af eleven eller forældremyndighedsindehaveren, hvis eleven er undergivet forældremyndighed, inden 2 uger fra afgørelsens meddelelse indgives til Undervisningsministeriet.

Klagen indgives skriftligt til rektor, der videresender klagen til ministeriet sammen med sin egen udtalelse i sagen. Før sagen videresendes, giver rektor klageren lejlighed til at kommentere udtalelsen inden for 1 uges frist. Klagerens eventuelle kommentar medsendes til ministeriet.

Klage over sanktioner, der er iværksat i medfør af studie- og ordensreglerne har ikke opsættende virkning, medmindre rektor henholdsvis Undervisningsministeriet i særlige tilfælde træffer beslutning herom.

9. Almindelige erstatningsregler

Den enkelte elev eller forældremyndighedsindehaver er ansvarlig for elevens handlinger og er dermed omfattet af de almindelige erstatningsregler.

Skolen vil ikke kunne drages til ansvar, herunder økonomisk ansvar, for handlinger, der begås af skolens elever eller udefrakommende personer.

Skolen kan ikke påtage sig noget ansvar for bortkomne sager. Skolen yder i henhold til gældende regler ikke erstatning for stjålne eller bortkomne lommeregnere, mobiltelefoner, punge, beklædningsgenstande eller andre af elevernes ejendele. Der ydes heller ikke erstatning for bortkomne effekter fra garderobeskabene.

Skolen yder ikke erstatning for beskadigelse af tøj eller andet i forbindelse med eksperimentelt arbejde eller nogen anden form for undervisningsaktivitet.

10. Bemærkninger

Eleverne har pligt til at kende skolens studie- og ordensregler.

For selvstuderende finder studie- og ordensreglerne tilsvarende anvendelse med de fravigelser, der er begrundet i selvstuderendes særlige forhold.

Skolen uddeler et hæfte til alle elever med regler gældende ved de skriftlige og mundtlige prøver og evalueringer.

Studie- og ordensreglerne træder i kraft fra og med den 1. marts 2007.

Henrik Aaes

rektor

 

 

 

Til toppen