Aktivitet 10: Street-Mekka idrætsforløb
Den 8. april 2011 besøgte en 1.g klasse fra Kongsholm Gymnasium & HF StreetMekka på Vesterbro i forbindelse med et idrætsforløb. Og den 3. maj kom to instruktører fra StreetMekka til Kongsholm for at fortsætte forløbet med klassen. Forløbet satte fokus på, hvordan man kan bruge byrummet aktivt gennem street-fit og parkour, som alternativ til den vanemæssige brug af byen. Eleverne blev udfordret både fysisk og mentalt, da det ikke kun krævede styrke og udholdenhed. Gennem aktiviteterne mødte og rykkede eleverne deres personlige grænser i forhold til fx. højdeskræk.
Forløbet var præget af meget grin, høj puls og røde kinder. Nogen elever fik personlige sejre, andre blå mærker og ømme muskler.
Eleverne brugte deres krop på en uvant måde. Det var nogle andre styrker, der blev synlige end ved en fodboldkamp eller et motionsløb. Derudover blev klassens grupperinger forrykket inden for forløbets rammer i og med, at elevernes relationer til hinanden under forløbet var styret af deres fysiske og mentale forudsætninger og ikke af, hvem de er venner med.
Målet med at inddrage StreetMekka i idrætsundervisningen var at give eleverne et nyt perspektiv på byrummet, på idræt og ikke mindst på sig selv. Det var hensigten at åbne elevernes øjne for nogle alternative udfoldelsesmuligheder, der giver plads til nogle andre kompetencer end dem, der traditionelt bliver appelleret til i undervisningssystemet. Og give dem nogle anderledes oplevelser, som kan styrke klassens fællesskab på nye måder.




