Undervisning

Uanset om det er gymnasiet eller HF, der passer bedst til dig, vil du møde en række fag med spændende indhold, som giver gode forudsætninger for bagefter at gennemføre et uddannelses- og erhvervsforløb, og som desuden giver dig en større forståelse af den verden, der omgiver dig, og din egen mulige rolle i den.

Vi tilrettelægger undervisningen varieret med selvstændige arbejdsformer og sætter fokus på den enkelte elevs læreproces. Du er selv med til at opstille klare mål for dit eget uddannelsesforløb og vurdere, om disse mål bliver nået.

En række ombygninger i 2003/2004 har betydet, at vi nu har de fysiske rammer, som er nødvendige for at kunne give dig et alsidigt og varieret læringstilbud. Vores mål er blandt andet at lære alle elever at anvende IT til at finde information og til at formidle viden til andre. Alle lærere er udstyret med en bærbar computer, og der er stationære computere til rådighed for eleverne på skolen. Mange elever vælger at medbringe deres egen bærbare og benytter skolens trådløse netværk. Vi har 3 nye studiecentre på skolen, hvor man kan arbejde klassevis eller individuelt i projektarbejdsforløb eller på andre måder efter behov.

I vores nye naturvidenskabelige studieområde arbejder vi både teoretisk og eksperimentelt med at give dig en klar forståelse af naturvidenskabernes rolle i nutidens og fremtidens samfund.